Thassos: Charme, selvtillid og lækkert hav!

Flere år er gået, siden jeg sidst havde fat i den lange ende af Solistens rejseliv. Ligget på den lade side har jeg dog ikke. Faktisk har jeg været både her, der og alle vegne, og for både et og to år siden besøgte jeg Thassos - min yndlingsø og den nordligste af de Ægæiske øer. De ture skal have et par ord med på vejen.

Rejsen dertil - og undskyld

Rejsen til Thassos foregår - selvfølgelig - og undskyld - først med fly til Kavala på fastlandet, derefter en kort bustur til Keramoti efterfulgt af halvanden times færgefart til Thassos by. Byen hedder i øvrigt også Liménas og Limin - en god information til dem, der skal tolke vejskilte. Færgefarten er en oplevelse for alle med hang til blåt hav og tunge, hvide måger. De flakser omkring for at blive fodret af passagererne, og som tak stiller de - altså mågerne - gerne op til fotografering. Jeg skal ikke nyde noget, de har næb som rovdyr.

I bakgear eller hva'?

I 2018 havde jeg en bunden opgave med journalistisk fortegn. Jeg trawlede øen rundt i den lejede Panda - en Fiat altså. Men jeg er ingen ørn i fremmede lande i fremmede biler. Enkelte vil måske turde påstå, at det samme gælder i min egen lillebil og inden for Danmarks grænser:-) - hvilket jeg selvfølgelig vil benægte på det groveste. Og på allerførste stop kniber det. Hvor dælen ligger bakgearet? Jeg sveder tran og er på eksplosionens rand, for der er jo grænser for, hvor meget jeg tør hive og slide i stangen.

På fortovet ved siden af vandrer et nydeligt ægtepar. Jeg springer ud som en hvirvelvind og beder om hjælp. Sjovt nok er det den mandlige del parret, som entrer Pandaen, hiver op i en dims på gearstangen og vupti fører han den på ret spor. Så let er det - jeg ved det jo faktisk godt, men det er som om, hjernevindingerne er gået over gevind. Jeg vil sige; det skete ikke igen.

On the road og et hul i jorden

Det der bakgearshalløj er nu en biting. Det er en nydelse at drøne op i bjergene, kigge nærmere på hvide landsbyer, langstrakte olivenmarker og geder, der træner bjergbestigning.

Indrømmet - jeg havde god vind med mig og forbindelserne i orden. Takket være de sidste kommer jeg på strand-safari med en 4hjulstrækker og chauffør. Ikke dårligt! Første stop er Giola Grotten - i tidernes morgen et ubeskrevet blad - nu - om jeg så må sige - nærmest overbefolket af turister. Men hvem vil ikke også gerne se et hul i jorden fyldt med frisk havvand lige ud til det brusende hav. Et hul i jorden skabt af oldgamle vulkanudbrud, et hul i jorden lige til at springe på hovedet i.

Marmor i vand

Turen går videre over stok og sten. På vej mod næste strand kører vi i noget, der ligner et snelandskab. Jeg tror, jeg ser syner. Der er sne overalt, på skråninger, på vejen og på bilen. Der er noget, der ikke stemmer - og det gør det heller ikke. Selvfølgelig er det ikke sne, men bittesmå stykker marmor - noget af det kværnet til næsten ingenting. Thassos er berømt for meget - også for sine mange marmorbrud.

Vi gør holdt ved en Saliara Beach med tilnavnet Marble Beach - naturligt nok. Og hold nu fast. Vandet er turkisblåt og bunden flere meter ud er marmorbelagt. Det er vildt smukt. Strandstolene er imidlertid dyre, så bliv hellere under vand.

Med Petra på trip

Nu skriver vi juni 2019. Nu er der dømt ferie uden skriveblok og fjernpen, og hvorfor ikke tage til Thassos igen med min gode veninde Kirsten. Hun er helt med på et frisk syn på mit gensyn. Og igen er jeg heldig med mine gode forbindelser. Vi skal på tur til øens højeste punkt, bjerget Ipsarion.

Vi gungrer gennem landskabet med Petra som chauffør. Hun giver fanden i stejle bjergskråninger, og kører deruda'. Hun er god til det.

Hun er også rigtig god til at fortælle om sit liv som græker. Petra er født i Tyskland, og fandt sit livs kærlighed på Thassos for 27 år siden. Det har ikke været lutter lagkage hele tiden - slet ikke efter Grækenlands fallit. Hun fortæller, at det er vildt svært at få fast arbejde, og hendes timeløn som chauffør nærmer sig bagatelgrænsen. Jeg vil ikke engang være bekendt at skrive det her.

Petra siger desuden, at når man kun har løst arbejde, så er der ingen sundhedsforsikring. Og ja, jeg kan forestille mig, hvad det betød for familien, da sønnen kom galt af sted i en motorcykelulykke.

Det er dejligt at komme tæt på mennesker - også i andre lande. Så er det jo, jeg må knibe mig selv i armen. Hold da op, hvor er jeg privilegeret - og ja, jeg ved godt, at der også er mange her i vores eget danske smørhul, der ikke har meget at give af. Men alligevel.

På toppen af Ipsarion og med udsigt

Til te hos Costis

Tilbage til rolige Papias Beach for at skylle bjergskråningerne af, og med fødderne i vand og øjnene rettet mod land, kan vi tæt på se det græske flag vaje og et skilt med teksten Costis’ Pottery’. På bygningens anden side er hovedindgangen til pottemageriet, og lige inden for døren er det åbne ildsted, som Costis’ forfædre benyttede, når de brændte keramik.

Costis er femte generation af pottemagere – og også den sidste desværre. Hans to døtre studerer alt andet end keramik, så det slutter med ham. Han ser en kende mismodig ud ved tanken, men smilet vender hurtigt tilbage under den grå hårtop. Costis er nemlig ikke en hr. hvem som helst. Næ, hans keramik er kendt i den vide verden, siger han og peger på fotos og udklip fra på væggene fra både Sverige og Holland. Og så skal vi da også lige se en særlig side i en tysk guidebog. Godt nok har den nogle år på bagen - men alligvel! Og når jeg måske igen i år kommer forbi hans værksted, så vil jeg vise ham en artikel i JP's Rejser fra 9. februar i år. Også her får han - lige som nu - fuld opmærksomhed.

Costis trækker os med ud på terrassen med direkte vue til havet og til to enorme krukker, som hans farfar brugte til opbevaring af olivenolie.

”Vil I have en kop te, jeg har selv samlet bladene.?” ”Gerne,” svarer vi en smule skeptiske. Måske frygter vi resultatet af mødet med kogende vand og hjemmebragt kamille og oregano. Men som en klog mand - Roosevelt - engang sagde "Det eneste man skal frygte, er frygten selv." Og med de ord blev det igen til en hyggelig te-stund under ranker af grønne blade til lyden af bløde, dovne bølger.

Meget mere at komme efter!

Kavala på fastlandet er et besøg værd. Tag bussen fra Thasos by til Skala Prinos og bliv sat i land omtrent i byens centrum, hvis du på ø-ferien føler trang til at se en storby med fx islamisk arkitektur og en høj akvædukt fra 1500-tallet.

OG SÅ SKAL MAN JO HUSKE AT NYDE LIVET!

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS:

© 2016 by Helene Dambo Solisten.dk 

  • b-facebook
This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now