Facebook, fødselsdag og tyveri med arme og ben


Man kan sige meget om Facebook og andre 'SoMe' - som sociale medier jo benævnes professionelt blandt 'os unge'. Ragelse, røgelse, raserianfald, rystelser og roderi mellem hinanden i en pærevælling - udelukkende for at 'nogen' kan binde os varer og ydelser på ærmet eller lure i billedarkiver og stjæle af det hele med arme og ben.

Jo da - sådan kan man da godt vælge at betragte det. En anden vinkel kunne jo være den, at 'skidtet' er frivilligt at møve sig ud i, og fred og forståelse med og for dem, der træffer det valg af ærligt hjerte.

Denne lille opsang er imidlertid en hyldest fra en solist til et medie, som i dag har overdænget mig med varme hilsner, som jeg bliver uendelig glad og taknemmelig for. Ind på den berømte og berygtede væg flyder hilsner i en lind strøm fra lande og byer; Lesbos, Sivota, Tyskland, Paris, Prag, Norge inklusive alle egne af det danske kongerige (som Margrethe ville udtrykke det). Og så er der sms'erne, billederne og en vidunderlig fødselsdagsmorgensang fra barnebarn på video direkte ind i telefonens og min hukommelse.

Mens jeg sad der i morges og skuede ud over tagene med min kaffekop i mit eget søvndrukne selskab, blev jeg så uendelig glad for, at fastnettelefonen er afskaffet og cyberspace lige ved hånden. Det skal selvfølgelig bemærkes, at alle opringninger og fødselsdagssange efter øre til øre modellen er modtaget med lige så åbent og taknemmeligt sind. Hip hurra - Facebook er fin.

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS: