Sammen med andre - fordele og ulemper

Nu er det vist på tide, jeg bider til emnet: Fordele og ulemper ved at rejse som solist og/eller sammen med andre – og ukendte mennesker.

Jeg har penslet bloggen til med erfaringer fra mine forholdsvis få solistrejser. En metier, jeg bliver bedre og bedre til. Og efter hver gang føler jeg mig styrket og bevidst om, at verden faktisk ligger åben. Er der egentlig noget, jeg ikke kan eller steder, jeg ikke kan rejse til alene?

En uge på sangferie i Ligurien med PUST Rejser var så mit første forsøg ud i en temarejse. Og vi fik sunget, spist på italiensk, drukket vin, forceret bjerge til fods og i bil, kørt med lokale busser på meget smalle veje, drog på marked og selvfølgelig mødtes på kryds og tværs af terrasser med udsigt til bjerge og stjerneskud på Italiens mørke nattehimmel.

Orker man fællesskab?

Det kan være – at andre som jeg – er blevet en småsær og egenrådig solist. For man skal nok lige vende med sig selv, om man orker fællesskabet og aktiviteter i flok. Omvendt og nok så vigtigt, er der en god chance for at møde dejlige mennesker, som man har en del til fælles med. Hvis man tager chancen.

Bjergtaget!

Mit svar er efter moden overvejelse: Ja, jeg orker det faktisk. Man skal bare huske at pakke lysten til at knytte bånd ned i kufferten sammen med viljen til at acceptere, at mennesker er forskellige og har hang til andre ting, end man selv har – selv om alle har præcis det samme formål med rejsen: At være sammen om en interesse.

Flere grin

Nu hvor jeg har pustet ud og fordøjet indtrykkene, ser jeg det som den allerstørste forskel – og fordel - i forhold til en solist-rejse, at jeg ud over at synge fik grinet, så tårerne trillede. Og begge dele er discipliner, som jeg – må jeg tilstå - ikke har dyrket voldsomt, når jeg har rejst alene.

Jeg overvejer faktisk, om jeg skal gentage succesen til næste år – måske en uges yoga. Det skulle være mærkeligt, hvis der ikke er en eller flere, der kan kalde livgivende latteren frem mellem de kropslige udfoldelser og strækøvelser.

På plakaten: Vores lille sangeventyr sluttede med en koncert på torvet i Castelvittorio. Og så kom vi på da godt nok på plakaten.

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS: