En tur i avisen

Alene på ferie levner tid til tanker - og på min tur til Sivota gik jeg og funderede over, hvorfor jeg ustandselig kom til at sammenligne den græske by med min tidligere hjemby Kerteminde på Østfyn. Overvejelserne blev fulgt til dørs i artikel i går i den elektroniske avis kjavis.dk. Herunder er artiklen i sin fulde længde og med lidt flere billeder, end der var plads til i avisen.

StartFragment

Kerteminde har en lun lillesøster

www.kjavis.dk - onsdag 10. august 2016 kl. 08:00

Hotel Filakas; overnatning og restaurant med udsigt – præcis som Tornøes Hotel.

Midt i en agurketid sammenligner en skribent Kerteminde med Sivota; en græsk turistdestination. Hvorfor? Fordi de to byer har en masse til fælles – måske lige med undtagelse af temperaturerne til vands, lands og i luften. Kerteminde er en attraktiv plet med det rige udbud af strande, skove, hav, fiskerbåde og folk, der er vilde med deres by. Hvad de færreste nok ved, så har kystbyen en græsk lillesøster; Sivota på fastlandet i det nordlige Grækenland. Byen har halvt så mange indbyggere som Kerteminde. Til gengæld vokser den til bristepunktet, når turister - primært fra England og Italien - flyver og sejler over grænser for at suge til sig af den særlige græske stemning. De mange gæster er ikke så synlige i dagtimerne, for der er strande nok at kaste håndklædet på. Men når eftermiddagssolen skruer ned for styrken, transformerer havnefronten sig til en levende organisme. Nu har vi smidt badetøjet og er trukket i sommerkjolen, der godt nok klistrer sig til kroppen, og så kan vi – mens vi udsøger os aftenens restaurant - tjekke udbuddet af lokale råvarer; honning, frugter, oliven og krydderier direkte fra busken. Eller hvad med lysende hoppebolde til de små? Eller bare hænge ud og kigge på den unge ild-jonglør ved siden af maleren, der er ved at forevige farmors barnebarn. Jeg er der også, og mens jeg går der og suger indtryk, minder sceneriet mig pludselig om Kerteminde og Kirsebærfestivalen, hvor mennesker mødes for at smage, spise, lytte og drikke og lede i gaderne efter kvalitet til køleskabets hylder. Fiskere og sejlere side om side Og så bliver det atter morgen i det græske. Fra min balkon skuer jeg ned over havnefronten og ser de små fiskerbåde ligge og vugge side om side med lystsejlere og turbåde. Fiskerne fikser garnet, mens fiskene lander på køl hos restauranterne. Og vupti ryger tankerne hjem til de blå kuttere i Kerteminde, der tidligt om morgenen stikker af på havet og vender hjem med høsten sidst på dagen. En rigtig fiskerihavn – det har Sivota ikke. Men det minder mig altså om Kerteminde.

Over middag bør jeg egentlig lægge mig på langs inden døre, mens solen er på sit højeste. Men jeg trasker som alle de andre dage til nærmeste strand via en sti med træer og buske på hver side. Lyden af cikader er så overvældende, at jeg først tror, larmen stammer fra mindst 100 plænevandere for fuld speed. Mikro Ammos og Måle Strand Selv om det er varmt, kan man jo godt tænke. Og mens jeg går der, regner jeg lidt på afstanden fra hotellet på havnefronten til stranden. Jeg når frem til, at der er tale om 7-10 minutters gang. Omregnet til Kertemindetid svarer det rundt regnet til, hvad turen tager fra Tornøes Hotel til Sydstranden, vurderer jeg, mens svedperler fra panden sender salt ned i højre øje.

Fra verden i søløveperspektiv, hvilket vil sige med kroppen under vand og hovedet over, ser jeg bugter, sejlbåde, kajakker og en ø i det fjerne. Og nej, det er ikke Romsø. Men det kunne for så vidt have været udsigten på en god dag fra Måle Strand, Syd- og Nordstranden, Bøgebjerg Strand eller fra Fyns Hoveds vandkanter. I min ferieuge hedder strandene bare Pisina, Mikro Ammos, Zania, Bella Vraka og Zeri.

Byens turistkontor Et sted i Sivota har to mennesker gjort et særligt indtryk – på mig og på mange andre. To kvinder, Vasso og Georgia, pukler røven ud af bukserne i højsæsonen for at betjene byens gæster, når de vil på udflugt, leje scooter, finde vej til strandene, på sejltur, klage, snakke eller bare slå en sludder af. Langt de fleste, der stikker hovedet indenfor, modtages med knus og kindkys på højre og på venstre, som det sig hør og bør på de breddegrader.

For 29 år siden besluttede Georgia (tv.) at få fod under eget skrivebord. Kort efter gik Vasso ind i firmaet. De to var dengang hhv. 27 og 24 år og noget af et særsyn i det mands-dominerede samfund. ’Eget firma’ var for mænd, mente byens forretningsdrivende og tog sig til moustachen. Det var ikke helt nemt for de to kvinder, for nu at sige det mildt. Men takket være direktøren for et stort engelsk rejsebureau, kom de to kvinder godt fra land med deres projekt. Og jeg kan hilse og sige, at de i juli og august lever i rygende, stresset og bedste velgående 22 timer i døgnet på kontoret. Da jeg har hilst af med Vasso og Georgia, tænker jeg; hvor det dog minder om Kerteminde! Her foregår rygning godt nok uden døre, gennemsnitsalderen er væsentligt lavere, og driften har offentlige midler i ryggen. Alligevel; det er menneskene bag, der rykker og flytter grænser – i nord som i syd. Det er også historierne bag facaden. Og historier - dem har både Kerteminde og Sivota masser af. PRAKTISK INFO Apollorejser, Dansk Folkeferie og PrimoTours tilbyder charterrejser til Sivota. Alternativt kan byen nås med båd fra Korfu til Igoumenitsa nord for Sivota. I maj og september er temperaturerne mere moderate og området indbyder til traveture. EndFragment

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS: