Kvinden, der forsvandt.....

Tolv kvinder rundt om et bord med rødternet dug i en have. Dejlig mad på bordet og æbler, der vugger i træet bag mig, kaglende kvinder - jeg selv inklusive. Det er sidst på foråret. Sommerferien står for døren.Birgitte skal i campingvogn med mand og søn. Helle til Barcelona med familien, Heidi til.. ja hvor var det nu.. med kæresten. Og så er der Henriette, der underholder selskabet med historien om en orlovsferie i Australien i autocamper. Eksotisk. Romantisk.

Ak ja…Jeg bliver helt stille. Hvad skal jeg? Er det ikke på tide at se mig lidt omkring. Men tør jeg? Skal jeg spørge nogen, om de vil med? Eller bare vove pelsen og kaste mig ud i en rejse som solist? Jeg skal ikke benægte, at værtinden sørgede godt for os med både mad og vin. Jeg vil selvfølgelig helst sige, at jeg var fuldstændig sober, da jeg kom hjem til mig selv, åbnede computeren, fandt en flybillet til Malaga.. ja, ja, jeg ved det - det er ved gud ikke særlig eksotisk. Men i det øjeblik var det ualmindelig eksotisk. Hotel fandt jeg også på booking.com - 4 stjerner, pøl, bidet og udsigt over Middelhavet i den hvide by Mijas. Sådan. Inden jeg havde nået at tænke mig om, var afgørelsen truffet. Nu var der kun tilbage at springe ud i det. Jeg sov altså ikke på det, og det bedste var, at jeg den følgende dag var helt høj af spænding. Og det varede ikke mange minutter, før den nærmeste familie og omgangskreds var orienteret om mit kommende eventyr.

Jeg havde på forhånd - takket være stedkendte venners råd - bestilt en taxa fra lufthavnen til hotellet. Så modig var jeg dog ikke, at jeg vovede at give mig i kast med tog og bus kl. 23 i den sydspanske by. Og det var en absurd fornemmelse at indtage hotellet iført rullemarie, træthed og en anelse anspændt sindstilstand. Alligevel var der et eller andet, der rullede indeni. Jeg husker det som en slags stolthed. Men det store, fine værelse rungede også af en slags ensomhed, der forsvandt efterhånden, som jeg begyndte at føle mig hjemme.

Ja, jeg begyndte at føle mig hjemme. Faktisk var det ikke så ringe endda at sidde på terrassen om aftenen med et enkelt glas og en sol, der langsomt landende glødende i Middelhavet.

VÆR GOD VED DIG SELV

På vej gennem de firestjernede omgivelser ad lange gange og ned i underetagen og ud i haven med pølen og liggestolene og håndklæderne og den udendørs cafe, havde jeg set et skilt ’Massage’. Det kiggede jeg på hver dag. Fandt priser. Tænkte. Hmm. Måske skulle jeg tage en tur mellem kyndige hænder. Den sidste hele dag tog jeg mig sammen og hvilken lise for sjælen. Sikke en duft og sikke en skøn omgang. Jeg mener at huske, at det kostede omkring 400 kr. Og de var det hele værd. Så var der til gengæld så meget andet, der var billigere ved at være alene af sted – jeg faldt for eksempel aldrig over en dyr og stor gourmetmiddag, men spiste på små udendørs cafeer. Nu har jeg besluttet, at jeg vil være god ved mig selv, når jeg er ude. Enhver har ret til en omgang massage – det sætter gang i blodomløbet, og den der kropskulde, som kan være en træls bivirkning i solistlivet, forsvinder for en stund.

IKKE LÆNGERE USYNLIG

Inklusiv morgenmad! Se, det er godt. Så skal jeg i det mindst ikke ud og sondere terrænet for at opstøve tørt morgenbrød. Entreen i morgenmadssalonen er noget af en mavepuster. Hvis jeg ikke forinden var Pylle alene i verden, så skal jeg da love for, at følelsen rammer mig, da jeg træder ind i en gildesal i størrelse XXXXL. Der er hollændere, tyskere, spaniere, englændere overalt - ved borde, brødkurve, kaffemaskiner - og så er der en enkelt dansker - mig.

Jeg finder et bord og får en veninde! Ved bordet ved siden af mit sidder en spansk familie, far, mor og to døtre. Den mindste er vel omkring fem år, kulsort hår og briller, der er alt for store til hendes lille ansigt. Hun sidder og kigger på den blege nabo. Vores blikke mødes, og det er kærlighed ved første blik. Allerede der får jeg det meget bedre. Jeg er ikke usynlig længere, jeg er set og ser! Resten af ugen skuer jeg ud over 'salonen' for at finde min veninde - og jeg placerer mig så tæt på hende som muligt. Og efter de første dage, hvor far og mor sidder og følger den lille piges interesse for mig, er der nu en forbindelse, der favner hele fire søde mennesker.

Så et godt råd: Mød et blik, smil og få smil tilbage. Vores bekendtskab når dertil, at jeg også ved, hvad pigen hedder. Og fra smilene er der ikke langt til venlige vink, når vi mødes i haven, ved pølen og i byen.

Sprogforbistringen umuliggør desværre nysgerrige spørgsmål. Men pyt med det - for er der ikke noget med, at kropssproget taler endnu højere end de talte ord?

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS: